Lost i labyrinten

I en reklamepause under afsnit 20 i anden sæson af Lost spærrede de amerikanske seere øjnene op. Umærkeligt indflettet i den gængse billedstrøm af ligegyldige produkter tonede en reklame for The Hanso Foundation frem på skærmen, inklusive en henvisning til virksomhedens hjemmeside.

Og hvad så, vil Lost-novicen spørge? Jo, The Hanso Foundation eksisterer ikke. Organisationen findes kun i Lost, hvor den udpeges som foretagendet bag det mystiske DHARMA-initiativ, der i årevis har lavet fysiske eksperimenter på tropeøen, hvor seriens flystyrts-overlevende hovedpersoner er strandet.

Den fiktive reklame satte en intens jagt i gang blandt inkarnerede Lost-fans. På The Hanso Foundations hjemmeside fandt fans skjulte links til andre hjemmesider, og også Lost-sponsorer som Sprite og Jeep gemte hemmeligheder på deres websites.

De enkelte spor blev lagt ud på en lang række medieplatforme, der interagerede med den originale tv-serie. Bogen Bad Twins udkom på et rigtigt forlag med henvisninger til The Hanso Foundation. Den var officielt skrevet af Gary Troup, en fiktiv karakter, der overlever seriens flystyrt, men dør i allerførste afsnit. Bad Twins bliver læst af to af Losts centrale personer, Sawyer og Hurley, i løbet af sæson 2.

Paralleluniverset, kendt som The Lost Experience, var ikke bare endnu en viral marketingkampagne. Idéen stammede fra forfatterne selv, og formålet var at involvere seerne i skabelsen af seriens mytologi. Den komplicerede baggrundshistorie om The Hanso Foundation og DHARMA-initiativet, som de mange fans efterhånden stykkede sammen via fælles flid, blev da også anerkendt af forfatterne som en officiel del af Lost-mytologien.

Symbiose med seerne
The Lost Experience indkapsler essensen af, hvorfor Lost står tilbage som en banebrydende tv-serie: Den levede i et symbiotisk forhold med sine seere.

Serien startede 22. september 2004 og sluttede 23. maj 2010. Den blev skabt af serie- og actionkongen J. J. Abrams sammen med Damon Lindelof og Jeffrey Lieber for den amerikanske tv-station ABC. Abrams instruerede det rekorddyre pilotdobbeltafsnit (tolv millioner dollars), der tåler sammenligning med de største Hollywood-blockbustere.

Åbningsscenen har da også allerede indtaget en velfortjent plads i enhver tv-serie-kanon. Close-up af et par øjne, der pludselig spærrer op mod en grøn bambusskov. Lægen Jack (Matthew Fox) kommer på benene, spurter gennem skoven og ud mod en strand, hvor et rendyrket inferno møder ham: spredte flydele og tøjstumper, skrigende kvinder, den faretruende lyd af flyets motor, der endnu ikke er gået ud.

Lost blev i løbet af den vigtige første sæson, der afgør enhver tv-series skæbne, en forbløffende succes. Femten millioner seere fulgte i gennemsnit med takket være kombinationen af sublim forståelse for publikum og en dristig satsning. Damon Lindelof og Carlton Cuse, der hurtigt blev seriens hovedforfattere, strukturerede hvert afsnit med en uimodståelig cliffhanger lige op til hver reklamepause, og det vakte et uimodståeligt begær hos publikum efter at vide mere.

Seriens mysterier udfoldede sig i under-, bi- og meta-mytologier, og referencerne til filosofi, religion, fysik og matematik tog kun til med årene. Samtidig blev det serielle format taget på ordet: Missede man et enkelt afsnit af Lost, var man fortabt. Da sidste sæson kørte i foråret, var seertallet svundet ind med mere end en tredjedel.

Lægger spor ud
Men netop de mange mysterier var samtidig årsagen til, at dem, der holdt ved, skabte et unikt fanunivers. Langsomt foldede øen – blot kendt som ”The Island” – sig ud og tirrede seerne og de overlevende helte fra det nedstyrtede Oceanic 815.

Der er isbjørne på tropeøen, et underligt fransksproget radiosignal, der kører i uendeligt loop, og en fremmed, ondsindet gruppe indbyggere, kaldet ”The Others”, som infiltrerer de nytilkomne og udviser særlig interesse i de overlevendes børn.

Vi kommer også ned i en tildækket hule under jorden, hvor personerne skal taste en ticifret kode ind i et computersystem hvert 108. minut uden at vide hvorfor. Vi oplever pludselig flystyrtet fra The Others’ perspektiv i åbningsafsnittet af sæson 3, der vender op og ned på alt. Og når den fallerede rockmusiker Charlie Pace sekunder før sit dødsøjeblik i tredje sæsons afslutning viser en seddel, hvor der står ”Not Penny’s Boat”, hvem i alverden er så ombord på det skib, der i hastig fart nærmer sig øen?

Gennem seks sæsoners flashbacks, flashforwards, flashsideways og andre tidslige krumspring lagde forfatterne spor ud, der inciterede de opdagelseslystne seere og gav ekstra godbidder til de inkarnerede nørder, som Lindelof og Cuse vidste, ville dissekere selv den mindste detalje.

En haj i 1. sæsons afsnit 2 havde et logo indprentet på sit skind, som man kun ville opdage med hjælp fra fjernbetjeningens pauseknap, og som først begynder at give mening i 2. sæsons afsnit 3.

Og da Richard Adams’ bog Watership Down – om en flok kaniner, der forsøger at etablere et nyt fællesskab – blev vist i flere afsnit, affødte det et væld af teorier og tolkninger. Og et markant boom i bogens salg.

Levende begravet
For mange blev Lost et hastigt voksende puslespil, som kun kunne samles via udveksling af opdagelser på netfora, twitter og ikke mindst seriens over 1000 fanblogs, hvoraf mange er temmelig specialiserede. Én blog koncentrerer sig for eksempel udelukkende om parallellerne mellem Lost og den anerkendte graphic novel Watchmen.

Hver enkelt frame i serien blev diskuteret ad absurdum, og hurtigt blev gætteri til fortolkning og fortolkning til overfortolkning. Da øens alfaderlige figur Jacob i sæson 6 taler om et lys på øen, som aldrig må slukkes, kunne man kort efter læse udførlige sammenligninger med teksten til The Smiths-sangen There Is a Light That Never Goes Out, der blev indspillet i – trommehvirvel – Jacobs Studios.

Som en af The Washington Posts Lost-bloggere tilføjede med befriende selvironi: ”Case. Closed. What case? No idea.”

Det var ikke mindst i respekt for fansene, der havde brokket sig over, at serien kørte mere og mere i tomgang, at Lindelof og Cuse efter tredje sæson indgik en usædvanlig aftale med tv-selskabet om at sætte slutdato på den succesrige serie. Lost skulle ende efter seks sæsoner, og serien kunne nu bevæge sig frem mod det mål, Lindelof og Cuse havde haft på tegnebrættet gennem længere tid.

Men fansene havde også indflydelse på handlingens detaljer.

Når Lindelof og Cuse introducerede et nyt element, afhang dets skæbne ofte af, om seerne greb det. I afsnit 18 lancerede forfatterne således en talrække (4 8 15 16 23 42), der udløser en milliardgevinst på en lottokupon, men viser sig at være forbandet. Det pirrede fansenes fantasi i en sådan grad, at et hav af dem spillede tallene i virkeligheden, og talrækken blev hurtigt en vigtig del af serien.

Da bipersonerne Nikki og Paolo blev introduceret i starten af tredje sæson, fandt fansene dem mildt sagt irriterende – ikke mindst centrale bloggere som Jeff ”Doc” Jensen og Nikki Stafford, hos hvem mange af diskussionerne samlede sig. Lidt senere på sæsonen blev Nikki og Paolo skrevet ud, og måden, det blev gjort på, var udtryk for en uforbeholden undskyldning fra forfatterne: Nikki og Paolo bliver begravet levende!

Frivillig tavshed
Seriens skabere var påpasselige med hverken at be- eller afkræfte de mange teorier. Efter hver sæsonafslutning insisterede de på en periode med frivillig tavshed, for som Damon Lindelof har udtalt:

”Det fortolkende element af Lost, det forhold, at du, lige så snart et afsnit er slut, bliver nødt til at opsøge et fællesskab for at udtrykke dine tanker, høre hvad de andre synes og danne din egen holdning, det er showets eksistensgrundlag. Jo mere vi taler om, hvad vores intention er, jo mere tager vi fra publikum.”

I ét tilfælde måtte Lindelof og Cuse alligevel til mikrofonerne. På fansiderne cirkulerede der en vedholdende teori om, at alle passagererne faktisk døde i flystyrtet, og at de i seriens handling befinder sig i en slags skærsild. Det fik forfatterne til utvetydigt både at afvise denne teori og den såkaldte snekugle-teori – opkaldt efter hospitalsdramaet St. Elsewhere, som efter seks år i det sidste afsnit afslørede, at det hele havde fundet sted i en autistisk drengs snekugle.

Ikke overraskende gjorde forfatternes forsikringer ikke det store indtryk på de mest opslugte fans, der forfulgte deres teorier til den yderste dag.

Den store finale
Losties rejste til USA fra hele verden for at følge det dobbeltafsnit, der udgjorde afslutningen
på serien. Og de så frem mod finalen med forventning, men også med frygt og bæven.

For selvom forfatterne på forhånd havde lovet, at man ikke skulle frygte en abrupt afslutning som manuskriptforfatteren David Chases berygtede farvel til The Sopranos, stod det klart, at langt fra alle gåder ville blive besvaret. Selv i den afsluttende sæson var karakterer blevet tilføjet det i forvejen enorme persongalleri, og nye spørgsmål om øens oprindelse og de overlevendes betydning var blevet rejst.

Lost-fans havde gennem seks år og 119 timers tv oplevet et enestående fællesskab, og Carlton Cuse forsøgte før seriens slutning at komme skuffelsen i forkøbet:

”Man bliver nødt til at se med, fordi man sætter pris på rejsen, ikke fordi man venter på endemålet. I sidste ende er din fantasi formentlig større end hvilken som helst slutning, vi vil kunne tilbyde.”

Alt og ingenting
Alligevel affødte den to timer lange finale hos mange fans en frustration og vrede, som ikke var helt uberettiget.

Forfatterne havde skabt en serie fyldt med intertekstuelle henvisninger – fra de herligt højpandede (Casimir-effekt og hieroglyffer) til de klodset eksplicitte (karakternavne som Hume, Rousseau og Christian Shepard). Unge tv-narkomaner begyndte at interessere sig for kvantefysik, lede efter bibelske betydninger og studere græsk mytologi. Men hvad betød det hele på et dybere plan? Og kunne man ikke i det mindste kræve mening og en vis logik på det handlingsmæssige plan?

Når folk undervejs skulle forklare, hvad serien handlede om, svarede de med indforstået selvtilfredshed, at den kredsede om emner som eksistentialisme, skyld, tro og frelse. Men sjældent hørte man egentlige diskussioner om, hvad serien sagde om disse emner.

”Hvis Seinfeld handler om ingenting, handler Lost om alt,” har en amerikansk journalist hævdet. Alt og ingenting, kunne man indvende. Lost var et fintmasket net af referencer til referencer. Hvid støj, designet som en ypperlig skattejagt for viderekomne.