Dag 4: Suspiria hjemsøger Venedig

Filmfestivalen i Cannes er berygtet for sine alenlange køer. Sådan plejer det ikke at være i Venedig, men i år lider festivalen efterhånden af franske tilstande. 

Det var næsten umuligt at få en plads til Coen-brødrenes western-komedie. Folk vrissede over kø-hoppere på vej til Mike Leighs periodedrama. Og da Luca Guadagnino bød på gru og splatter, havde festivalen sat en mand til holde styr på de hundredvis af mennesker, som hungrede efter et biografsæde. 

Heldigvis lykkedes det Ekkos udsendte at se alle tre film, og lad os derfor starte med netop Luca Guadagnino, som deltager i hovedkonkurrencen med den imødesete Suspiria. 

Gruopvækkende godt
Sidst vi hørte fra den italienske mester, tog han os med til en smuk provins i et sommerligt Italien. Det skete med den vidunderlige Call Me by Your Name, der handler om en teenagedrengs forhold til farens noget ældre, mandlige sommerpraktikant. 

Det må ellers have været lidt af en udfordring. 

Guadagninos Suspiria er et remake af landsmanden Dario Argentos 1977-kultgyser, som inkarnerede fans dyrker og værner om, som var der tale om Den Hellige Gral. 

Men hvis du allerede har set originalen, kan du sagtens indløse billet til nye alligevel, når den får dansk premiere til efteråret. Guadagnino har nemlig sat sit helt eget mesterlige præg på den hårrejsende historie. 

Hekse og sylespidse kroge
Suspiria anno 2018 er en sjældent god gyserfilm, som om natten vil hjemsøge de fleste med mareridt om hekse, lemlæstede kroppe og sylespidse kroge. 

Hvis Luca Guadagninos version af den velkendte splatterfilm går hen og får samme kultstatus som sin forgænger, er det ikke ufortjent. 

Ligesom i den oprindelige film befinder vi os på en danseskole i Berlin, hvor der er noget rivravende galt. En aldrende psykolog (spillet af en ukendt Lutz Ebersdorf, som muligvis er Tilda Swinton) har haft adskillige besøg af en af skolens dansere. Hun fortæller nærmest i vildelse om overnaturlige konspirationer. Eleven mener, at hekse styrer skolen, men psykologen afskriver det som vrangforestillinger. 

Men da den amerikanske danser Susie (Dakota Johnson) ankommer til skolen, er den fortvivlede danser sporløst forsvundet. Og snart forsvinder endnu en danser. 

Paranoid stemning
Hvem havde troet, at Luca Guadagnino, der i sin forrige film fik os til at dagdrømme om det svale sommer-Italien, ville være så fortræffelig til at sætte den paranoide stemning et sne-indhyllet Berlin? 

Efter en dansesession fortæller Susie sin dansekollega, at hun fik en mærkelig sitren i kroppen, da hun lavede de trin, som den mystiske underviser (Tilda Swinton) gav hende ordre til. 

”Oplevede du det samme?” spørger hun. 

Det gjorde hun ikke. Men det gjorde den danser, som netop er forsvundet. 

Hårene rejser sig i nakken, og Radiohead-frontfiguren Thom Yorkes geniale soundtrack lindrer bestemt ikke på angsten. 

Overbevisende Dakota Johnson
Man famler efter én at holde i hånden, men det bliver kun værre herfra. 

Særligt når Susie begynder at få rædselsfulde mareridt: kroge og knive, der skærer i hud; mennesker, der vrider sig i smerte; negle, der trækkes over gulvet; blod, masser af blod. 

Både Dakota Johnson og Tilda Swinton har tidligere arbejdet sammen med Guadagnino, og det må de gerne blive ved med. 

Johnson er mest kendt for de kritikerforagtede Fifty Shades-film, men i rollen som den uskyldige danser, der angiveligt bliver trukket ind i en blodtørstig hekserede, er hun forrygende. Og Tilda Swinton er intimiderende i rollen som den hårde og hemmelighedsfulde danseinstruktør. 

Alligevel vil Suspiria ikke falde i alles smag. Guadagnino sparer ikke på splatteren, især ikke når det kammer helt ekstraordinært over med blod og indvolde i filmens sidste kapitel. 

Coen skyder med løst krudt
Mens Guadagnino ligner en instruktør i topform, står det lidt anderledes til med Coen-brødrene, der også har en film med i årets hovedkonkurrence. En konkurrence, de næppe kommer i nærheden af at vinde. 

Så kan fans nok så meget argumentere for, at det ikke er festivalpriser, men sjov og ballade brødrene er ude på. Men i denne omgang bliver det aldrig rigtigt til mere end et smil og et træk på skulderen. 

The Ballad of Buster Scruggs er en Netflix-produktion og var oprindelig tænkt som en miniserie. I stedet er det blevet til en slags antologi med seks uafhængige western-eventyr. 

På vanlig Coen’sk vis er der masser af komik, skæve dialoger og fantasifulde karakterer i filmen, der byder på uanede mængder af skuddueller, cowboy-viser og præriestemning. 

I glimt viser instruktørparret smagsprøver på fordums styrke. Især da titelfiguren, den hurtigste revolvermand i byen, får skovlen under saloonens største skurk. Men desværre skyder langt fra alle historier med skarpt. 

Mest mindeværdig er den hjertevarme fortælling om en guldgraver (musikeren Tom Waits), der ene mand graver dagen lang efter den helt store guldåre, mens truslerne alligevel lurer om hjørnet. 

I overlegen stil løfter den legendariske Waits hele det tyve minutter lange kapitel, og det gør han både underholdende og sjovt. Uden tvivl den middelmådige films største oplevelse. 

Mike Leigh efterlader tomme pladser
En anden instruktør med en, måske ikke kæmpe, men i hvert fald dedikeret fanskare, er 75-årige Mike Leigh. 

Guldpalmevinderen fra 1996 modtog bifald allerede, da hans navn tonede frem på lærredet i begyndelsen af Peterloo, som også dyster om årets Guldløve.

Det to en halv time lange periodedrama skildrer tiden op til en af Englands værste arbejdskampe. I 1819 angreb husarer en fredeligt demonstrerende folkemængde med sabler og geværer. Femten døde, og hundredvis kom til skade. 

Alligevel lærer de britiske skolebørn ikke noget om arbejdernes tragiske Waterloo i dag, og det vil Mike Leigh gerne ændre på. Men hvis det er ungdommen, instruktøren henvender sig til, fejler han gevaldigt. 

Den teatralske dialog bugner med støvede fremmedord og er omtrent lige så ophidsende som en læderindbundet roman fra det århundrede, filmen foregår i. 

På samme tid er det dog også filmens kvalitet. Det er jo immervæk sådan, folk talte dengang, og få mestrer den genre som Mike Leigh. 

Fra første scene ved man, at man er i en mesters hænder. Kostumerne, kulisserne, dialogen, de flotte billeder. Alt er, som det skal være, og man er virkelig henført til den svundne tid. 

Til gengæld må man konstatere, at filmen er i hvert fald en time for lang. Den støvede klump, som ligger mellem begyndelsen og den drabelige afslutning, trækker tænder ud. 

Selv om der var stormløb mod biografen, og mange gik forgæves, var der dusinvis af tomme sæder mod filmens afslutning. Det var forventet, at Peterloo ville få verdenspremiere i Cannes i maj måned, men Mike Leigh har selv afsløret, at den franske festival ikke kunne lide den. 

”De respekterede den, men det var ikke noget for dem,” har Mike Leigh fortalt. Sådan har Ekkos udsendte det også.