Whydunnit på dansk

Sporene skræmmer i TV 2’s kommende spændingsserie Den som dræber, der lanceres til næste år med et budget på 100 millioner kroner, store navne på rollelisten og idé af krimiforfatteren Elsebeth Egholm. Serien handler om seriemordere, der efterlader fysiske og ikke mindst psykologiske spor, som en særlig efterforskningsenhed lægger liv og sjæl i at optrevle.

Det er dog helt andre spor, som skræmmer TV 2-cheferne. Nemlig dem, der står tilbage efter vinterens stort anlagte miniserie Blekingegadebanden. 1,2 millioner danskere fulgte første afsnit, men kun 460.000 så det sidste. En negativ rutsjebanetur, der skuffede programchef Keld Reinicke og resten af TV 2.

”Jeg tror, det har rystet TV 2 lidt,” siger Jonas Allen, producer fra Miso Film, der står bag produktionen af Den som dræber. ”Det er klart, at man ryster lidt på hånden, når en så stort anlagt produktion som Blekingegadebanden styrtdykker.”

Både Blekingegadebanden og Den som dræber indgår i TV 2’s ambitiøse, tiårige fiktionsstrategi. TV 2 skal indhente DR på fiktionsområdet, og det er særligt krimi- og sitcom-genren og den moderne folkekomedie, der satses på.

”I fremtiden kommer tre ting til at definere hovedkanaler som TV 2 og DR1. Det er nyheder, store sportsbegivenheder og fiktion. De andre ting – bryllupsprogrammer, reality shows og så videre – kan alle andre også lave. Men når man rammer fiktionen rent, skaber man det stærkeste brand overhovedet,” siger Keld Reinicke.

Skeletter i skabet
Den som dræber er første skud på krimi-stammen, og TV 2 har investeret hele 35 millioner kroner i projektet. Serien består af seks fortællinger fordelt på tolv afsnit. Hver af de afsluttede fortællinger løber over to episoder, der koncentrerer sig om opklaringen af en seriel forbrydelse. Det faste hold af hovedpersoner er den unge, fremadstormende vicekriminalkommissær Katrine Ries Jensen (spillet forrygende af det nye ansigt Laura Bach), den indesluttede retspsykiater Thomas Schaeffer (Jakob Cedergren) og deres kollegaer på politistationen – først og fremmest den bestemte, men sympatiske politichef Bisgaard (Lars Mikkelsen).

De første ti afsnit får premiere på TV 2 på et endnu ikke fastlagt tidspunkt i 2011, mens de sidste to bliver til en spillefilm af Birger Larsen. Han har også har lagt seriens visuelle stil an og har instrueret de to første afsnit, som Ekko har fået lov at smugkigge. Det er en stramt fortalt thriller, der i et dynamisk filmsprog følger opklaringen af kidnapninger og mord på unge piger, og som ikke mindst lever i kraft af de to spændende hovedpersoner med hver deres skeletter i skabet.

Tilblivelsen af en tv-serie er en lang proces af beslutninger og revurderinger af beslutninger. For hvordan strikker man en tv-serie sammen, der er så rig på kvalitet, at den holder seerne naglet til skærmen uge efter uge, men uden at være så kompromisløs, at den brede seerskare rækker febrilsk ud efter fjernbetjeningen?

Ind i den kriminelle hjerne
Miso Film tager de første spadestik til serien i 2006. Selskabet har haft succes med den norske Varg Veum-krimiserie, og folkene bag Miso Film har desuden været med til at producere de svenske Beck- og Wallander-serier. De vil nu skabe en dansk pendant, og TV 2 poster penge i udviklingen.

Producenterne sætter Danmarks krimidronning, forfatteren Elsebeth Egholm, sammen med manuskriptforfatteren Stefan Jaworski for at skabe et grundkoncept. Hun arbejder intuitivt og er optaget af at skabe interessante karakterer. Han er strukturnørden, der tænker i udviklings- og spændingsbuer. Sammen med produceren Jonas Allen vil de lave krimi med et tvist, inspireret af amerikanerne, der formår at vride politiserien i en original retning – fra The X-Files over 24 timer til Dexter.

Egholm, Jaworski og Allen vil væk fra den klassiske whodunnit-genre, hvor drivkraften er opklaringen af, hvem morderen er. Man vil i stedet fokusere på, hvorfor morderen handler, som han eller hun gør. Ondskabens øjne er et forbillede. Her står og falder opklaringsarbejdet med, om politifolkene forstår ”the criminal mind”. Det kreative hold opfinder derfor en dansk udgave af FBI’s profiler-enhed, som arbejder med at tegne morderens psykiske profil. Forfatterne skamlæser FBI-legenden John E. Douglas’ bøger, der skitserer, hvordan man fanger en seriemorder ved at dissekere hans tankesæt. De kalder genren ”whydunnit”.

De mange samtaler på Miso Films kontor i indre København slider på stemmebåndene. Som Elsebeth Egholm, der stifter sit første bekendtskab med film- og tv-branchen, formulerer det:

”Det kom nok lidt bag på mig, hvor meget der blev snakket. Det kunne tage utrolig lang tid at beslutte, hvad hovedpersonen skulle hedde, om han har børn eller ikke har børn, og hvis han er single, går han så på damejagt, eller er han bange for kvinder? De der møder … de var lange, og alle havde noget at skulle have sagt. Det var meget lærerigt for mig, der er vant til at være gud bag tastaturet.”

Ingen soap, tak!
Egholm opfinder to hovedpersoner, der komplementerer hinanden. Den handlekraftige politikvinde og den mandlige, analytiske retspsykiater. Eller som det hedder i den hvidbog, der lægger rammerne for manusarbejdet i marts 2008: ”Den hævnende engel, der skal lære at tilgive sig selv” og ”den selvdestruktive jæger, der frygter at blive til det monster, han jager”.

Hvidbogen skitserer de centrale karakterers historie og udviklingsrejse. Når man i den psykologiske thriller kender morderens identitet tidligt, skal noget andet fastholde seerens interesse. Man skal være nysgerrig efter at følge personerne.

Mellem linjerne i hvidbogen fornemmer man arven fra de danske serier, som Den som dræber vil adskille sig fra. Man vil undgå scener som i Anna Pihl, hvor Mikkel hentes i børnehaven. Eller dem, hvor Lars Brygmann ser syner i Rejseholdet. Hvidbogen formulerer en række forskrifter, som de forskellige manuskriptforfattere, der tager over fra Egholm og Jaworski, skal efterleve:

”Vi ønsker ikke Agatha Christie-slutninger, hvor karaktererne eller modstanderne forklarer, hvad der faktisk skete.” ”Vi har ingen uafhængige soap-relations-historier.”

Sværere er det for holdet at ramme nerven i de enkelte plots. Flere af fortællingerne fra Elsebeth Egholm og Stefan Jaworskis grundkoncept falder fra undervejs, og i Jonas Allens udgave af hvidbogen er to historier streget over med kuglepen: ”Maskespil” om en hospitalsklovn, der kidnapper syv børn fra hospitalets diabetesafdeling, og ”Undercover” om en fotograf, der dræber nygifte brude og dumper dem som affald.
    
”Nogle historier fik ikke den psykologiske opklaring ordentligt i spil, men lagde mere op til en normal efterforskning af fysiske spor,” fortæller Jonas Allen.

Forfatter kører sur
Arbejdet med de første film er langstrakt og koster hoveder på Miso Films kreative hold. Den oprindelige plan er, at første fortælling skal lanceres som spillefilm i biografen. Mikkel Nørgaard, der har været instruktør på Klovn og Anna Pihl, bliver tilknyttet som såkaldt konceptuerende instruktør, men knækker halsen på filmen.
    
”Måske fordi det var hans debut, og forventningen var, at han skulle gøre for seriemorder-thrilleren, hvad hans gamle kammerat Nikolaj Arcel gjorde for den politiske thriller med Kongekabale,” siger Jonas Allen. ”Men også fordi vi på selskabet både ville blæse og have mel i munden. Mikkel ville gerne lave en hård, definitiv spillefilmslutning, men hvis man begraver hovedkarakteren så grundigt, at man ikke kan grave ham op igen til de næste historier, står jeg og TV 2 med et seriøst problem.”
    
Kort tid efter Mikkel Nørgaards exit forlader også Stefan Jaworski projektet. Jaworski var tiltænkt rollen som hovedforfatter, der sørger for en konsekvent linje gennem alle afsnittene. Men Miso Film føler, at han efter to et halvt år er kørt sur i arbejdet.
    
Producer Jonas Allen er nu den eneste af de kreative folk, der har været med på projektet hele vejen igennem. ”Tv er mere producentstyret end dansk film, for det er os, der har den grundlæggende vision gennem hele processen,” siger han.

Mørkets dæmoner
Miso Film kigger dog også indad og indser, at spillefilmen bør afslutte og ikke indlede serien. Seriens nye instruktør er enig. Birger Larsen, der blandt andet har været instruktør på Forbrydelsen, rusker op i projektet og peger på, at hvis Egholm og Jaworski havde udtænkt stærke baggrundshistorier for hovedpersonerne, er de stort set fraværende i manuskripterne.

”De bærende karakterer skal sparke mere røv, så vi fandt blandt andet på, at Katrine har synlige ar på kroppen, som minder hende om grimme ting i fortiden,” fortæller Birger Larsen.
    
Som konceptuerende instruktør er det dog ikke mindst Birger Larsens opgave at definere den visuelle stil. Han vil have realisme og rastløshed. Serien skal foregå i København, men han vil ikke filme inden for en to kilometers radius fra Rådhuspladsen for at undgå byens klassiske ikoner og alt for velkendte gader. Politistationen skal ligge bag Nørrebro Station op ad højspændingsledninger og togbaner.
    
Sammen med fotografen Eric Kress udarbejder Birger Larsen et visuelt koncept. I projektmappen vedlægger de stillbilleder fra Truman Capote-filmatiseringen Med koldt blod og den spanske gyser Børnehjemmet, hvor mørket bruges som virkemiddel. ”Det manglende overblik pirrer. I mørket lever dæmonerne,” skriver de.
    
Birger Larsen og Miso Film er dog opmærksomme på, at tonen ikke må blive for dyster. ”Jeg gad ikke den ultramørke, tunge stil som i Forbrydelsen. Jeg ville have en mere nervøs energi. TV 2 var helt vildt nervøse over, at jeg ville bruge semihåndholdt kamera. Men da de så det, blev de enormt glade for det,” husker Birger Larsen.
    
Belært af Blekingegadebanden, som foregår i 70’erne og 80’erne, er TV 2 alligevel usikre på, om udtrykket er moderne nok. Keld Reinicke beder om en ”high tech”-gennemskrivning af manuskripterne, så mobiltelefoner, virtuelle tavler og moderne medier bliver en aktiv del af plottene. ”Det var for old school, og jeg synes faktisk, det var for dårligt, at det ikke var tænkt ind fra grunden af. Selvom politiet måske ikke har den nyeste teknologi i virkeligheden, skal fortællesproget være moderne, som man for eksempel ser det i Bourne-trilogien,” siger Keld Reinicke.  

Tyndskid på TV 2
Også niveauet for uhygge er genstand for en lang række diskussioner. Da TV 2 foretager publikumstest, bliver stationens bange anelser bekræftet. Serien er for udpenslet til at blive sendt kl. 20, og i den udgave, der bliver vist på TV 2, vil nogle af de mest voldsomme elementer være klippet ud. Den ucensurerede version bliver udsendt på dvd og vist i Sverige og Norge, hvor serien skal sendes senere på aftenen.
    
”Det handler om helt konkrete billeder – om vi ser kniven gå ind i maven, eller om det bare bliver antydet. Der er jo en del børn, der ser den her slags serier, selvom vi bringer en advarsel først,” forklarer Keld Reinicke.
    
Både Jonas Allen og Birger Larsen understreger, at de har været glade for samarbejdet med TV 2. Birger Larsen indvender dog:
    
”Jeg ved ikke, hvor meget tyndskid der var i organisationen på grund af Blekingegadebanden, men nogle gange var det svært at vide, hvor beslutningerne blev taget. Det er en uendelig organisation opad.”
    
For TV 2 er serien, vellykket eller ej, først succesfuld, hvis den opnår en fast seerskare på mindst en million seere. Og det skal vel at mærke være de rigtige seere.
    
”Vores annoncører vil kun investere penge i den købedygtige befolkningsgruppe, det vil sige mellem 20 og 50 år. I vores system er folk over 50 ikke noget værd. Så hvis du får en million seere i den rigtige aldersgruppe, kan det være en større succes end halvanden million seere, hvoraf mange er ældre,” forklarer Keld Reinicke.
    
Hos Miso Film kender man også til seertallets lunefuldhed. ”I vores første afsnit bliver Katrine rekrutteret, ankommer til gerningsstedet og bliver involveret i en actionsekvens inden for de første to minutter. Seerne skal være hooked med det samme, ellers er du færdig,” siger Jonas Allen.

Om det lykkes, får vi svaret på i foråret 2011 ■