Rene ord

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

18. juli 2019 | 16:28

Jeg er kun et sug væk fra at opsige mit Netflix-abonnement

Foto | Netflix
Politichefen Jim Hopper (David Harbour) pulser løs i Stranger Things, men efter pres fra interessegrupper må han nok indstille sig på at lægge smøgerne på hylden.

Alle gode film indeholder et moralsk dilemma, men når et selskab selv vil være moralens vogter, ødelægger det filmens verden. 

Streamingtjenesten og produktionsselskabet Netflix er pt. foran på point, når det gælder om at udøve panisk politisk korrekthed, hvorfor jeg kraftigt overvejer at være en slags umoralens vogter og opsige mit abonnement. 

Kunsten skal altid være fri, ubegrænset og uden restriktioner. Men desværre er der efterhånden flere eksempler på, at Netflix udøver en sær form for selvcensur og sindelagskontrol. 

Nu må der ikke ryges som et kunstnerisk udtryk på Netflix-produktioner, efter at en større undersøgelse har påvist, at de mest populære serier blandt de 15-24-årige også er dem, hvor der pulses mest – såsom Stranger Things, Orange is the New Black og Unbreakable Kimmy Schmidt

Rapporten var bestilt af en amerikansk anti-ryge-forening ved navn Thruth Initiative, og det er altså nu lykkes dem at få selveste Netflix til at skodde filmsmøgerne. 

Hvad bliver det næste, I forbyder, når en eller anden interesseorganisation banker på? 

Høj fart (man risikerer at dø), spise kød (ikke godt for klimaet), flyve i flyvemaskine? (man risikerer at dø, og det er heller ikke godt for klimaet)?

Hvis Netflix virkelig vil være moralens vogtere, burde selskabet gå linen ud og udelukkende distribuere det, man engang kaldte ”good, clean family entertainment”. 

Det lille hus på prærien og den slags.

Problemet er selvfølgelig, at vold sælger. Så den slags kan vi ikke forbyde. Rygning på film er derfor åbenbart mere skadeligt for de unge end mord, vold og voldtægter, siden ingen endnu har koblet en Netflix-serie til de stigende statistikker for kriminalitet. 

Det lugter af hykleri og double standards, som man siger på engelsk.

Netflix havde også vældigt travlt med at fjerne Kevin Spacey fra den sidste sæson af House of Cards, da det kom frem, at en mandlig skuespiller beskyldte Spacey for at have gjort seksuelle tilnærmelser i 1986, da han kun var fjorten år. Kevin Spacey huskede ikke episoden, men undskyldte straks for at have opført sig upassende i en formentlig beruset tilstand. 

Det var dog som bekendt ikke nok for Netflix. Jeg trøster mig med, at det kostede selskabet næsten en kvart milliard kroner i tabt indhold. 

Men hvor gad jeg dog godt se den sæson, der blev skrottet. Jeg er sikker på, at Kevin Spacey spiller fremragende, om han har forulempet en dreng eller ej for 33 år siden. 

Man må adskille kunstneren og værket, og hvis Netflix ikke mener det, bør de vel heller ikke have Roman Polanski-film på sitet. Han står trods alt under anklage for voldtægt af en trettenpige, tilbage i 1977. 

Alt med Bill Cosby bør vel også fjernes, og sådan kunne vi blive ved at pege fingre i censurens selvhellige navn. 

Roman Polanskis gravide ekskone Sharon Tate blev i øvrigt myrdet af Charles Manson-klanen. Det var et af de mest bestialske mord i 60’erne, hvorfor man på Netflix rent faktisk kan mæske sig i film om netop Manson. 

Netflixender i sump af selvmodsigelser,når selskabet gør sig til dommer i moralske anliggender. 

De skal sådan set bare producere og distribuere de film, folk gerne vil se. Men det er desværre et tidstypisk fænomen, at de krænkelsesparate kan få moderne virksomheder til at plette deres underbukser af bare frygt for en shitstorm. 

Jeg så da selv Outsiderne i 1983, da jeg var dreng. Francis Ford Coppolas filmatisering af Susan Hintons berømte ungdomsklassiker, hvor berømtheder som Matt Dillon, Patrick Swayze og Tom Cruise fik deres gennembrud som rygende rebeller på voldelige afveje. 

Fik jeg lyst til at klippe ærmerne af min t-shirt og ryge smøger? Ja! Var jeg begyndt at ryge, selv om jeg ikkehavde set disse seje gutter smøge den på det store lærred? Ja! Er det forbudte altid spændende for en teenager? Jada!

Trods alverdens advarsler er der nu flere 16-24-årige, der ryger – målt i perioden 2013-17. Det siger tal fra Kræftens Bekæmpelse, der selvfølgelig (gab!) hilser Netflix-initiativet velkomment. Man henviser til en amerikansk undersøgelse, som viser, at unge, der ser film med mange rygescener, har dobbelt så stor risiko for at begynde at ryge i forhold til dem, der ser film med færre rygescener. 

Jeg gad godt vide, hvor mange af undersøgelsens unge filmfans, der kommer fra et rygerhjem eller havde andre osende forbilleder. 

Statistik er en dej, man let kan forme til det brød, man selv ønsker. 

Derfor er det også helt afmarcheret, når Netflix nu har valgt at redigere i en kontroversiel selvmordsscene fra serien 13 Reasons Why, endda to år efter premieren. 

De unge må nu ikke se selve selvmordet, hvor en skuespiller sidder i et badekar og skærer sit håndled over, hvorefter hun dør af blodmangel. Igen har der været både aktivister og eksperter på banen, der mente, at scenen kunne starte en copycat-effekt, og det er altså lykkedes at få Netflix til at slette scenen, selv om den netop skabte en nødvendig debat om selvmordets grufulde virkelighed. 

Netflix-direktøen Reed Hastings havde ellers tidligere sagt om serien: ”Den er kontroversiel, men ingen er tvunget til at se den.” 

Det er nemlig helt rigtigt: Lad seerne bestemme selv!

Kommentarer

René Fredensborg

 

René Fredensborg er født 1972 i Vamdrup.

Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2001.

I 2004 vært på DR2-satireprogrammet Den halve sandhed, hvor han lavede happenings såsom at genbesætte Christiania.

Ansat på Nyhedsavisen fra 2006 til lukningen i 2008.

Samme år startede han på Ekko og skabte straks debat med sin gonzojournalistik.

Vært på Radio24syv fra 2011 til 2019.

I dag kulturanmelder på Ekstra Bladet.

Vil som blogger have et særligt blik for dobbeltmoral og hykleri i film- og mediebranchen.

© Filmmagasinet Ekko