En stjerne falmer

”Jeg er alkoholiker. Og det har jeg ikke noget problem med.”

Sådan omtrent sagde han, mens han kiggede mig i øjnene uden at blinke.

Han var min kæreste. Det er mange år siden, han holdt op med at være det. Af mange årsager. Men den altoverskyggende årsag var alkohol. For sprutten ødelagde ham. Ødelagde os. Forvrængede hans handlinger.

Han var – og er – på mange måder et fantastisk menneske. Sjov, intelligent og afsindigt talentfuld. Dét faldt jeg for – og hans milde øjne.

Men øjnene var ofte røde på grund af de lange nætter på det røgfyldte stamværtshus og deraf manglende søvn.

Han var en del år ældre end mig, og det var en af grundene til, at han kendte 1976-udgaven af A Star Is Born. Hans søster havde købt soundtracket på vinyl i deres ungdom, og de hørte det igen og igen, fortalte han mig. På YouTube så vi sangen Evergreen utallige gange – dér hvor Barbra Streisand synger, mens Kris Kristoffersen istemmer med kærligt kor.

Så før eller siden skulle vi selvfølgelig se den film, der betød så meget for ham. Og jeg blev rystet.

Historien er overordnet den samme, som den er i de nu fire udgaver af A Star Is Born: Berømt mand forelsker sig i ikke-berømt kvinde og gør hende til en stjerne – mens hans egen stjerne falmer og til sidst falder.

For mig er filmene en stærk fortælling om den destruktive kraft i misbrug. Hvordan selv et lysende talent med verden for sine fødder, en bredt elsket og hyldet person, bliver ødelagt og går til grunde på grund af misbrug.

At min ekskæreste ikke så det samme og tog sin livsstil op til revision, at han i det mindste ikke prøvede at gøre noget, er mig ubegribeligt.

Kris Kristoffersen er rockstjernen, der falder over Barbra Streisand og hendes mageløse stemme ved et tilfælde. Han får hende med på scenen en aften, og det bliver vendepunktet for hendes karriere og startskuddet på en enorm kærlighed.

Den samme historie gentager sig i den nye A Star Is Born, som Bradley Cooper har instrueret og selv spiller med i over for sangeren Lady Gaga.

Jeg tror, det er første gang, jeg ikke er i stand til at anmelde en film. Jeg kan simpelthen ikke tage mig selv ud af fortællingen.

Jack er en drukkenbolt, og misbruget er stille og roligt ved at sabotere hans karriere. Men da han møder og forelsker sig i Ally, er deres gensidige kærlighed så stor, så eksplosiv og så fordrende for deres kreativitet, at alt bliver bedre. De får det bedste frem i hinanden, og for en stund er selv misbruget under kontrol. Nærmest forsvindende.

For en stund. Før det igen får overtaget og besudler og ødelægger alt.

Da jeg og min eks blev kærester, indså jeg ikke omfanget af hans misbrug. Fordi vi var forelskede, gled det i baggrunden, også hos ham. Han behøvede ikke at drikke nær så meget, fordi jeg elskede ham.

Alting gik bedre. Indtil det ikke gjorde.

Jeg vågnede tit til lyden af dåseøl, der blev knappet op i de lyse morgener. Og hvis han ikke var hjemme, kunne jeg som regel finde ham på et af de lokale værtshuse. Vi havde ikke mange penge, men han havde råd til at drikke. Altid.

Jeg troede, jeg kunne redde ham. Jeg troede, vores kærlighed var mere berusende end det, han fandt på bunden af en flaske. Det tror jeg også, han troede en overgang – og derfor endte han med at bebrejde mig, at jeg ikke kunne redde ham. Han begyndte at være mistroisk over for mig. Han troede, jeg var ham utro.

Men det, der kom imellem os, var ikke andre mænd – det var de billige Harboe-pilsnere fra Netto. Dem ville han ikke opgive. Selv om han vidste, at han var alkoholiker, så ville han ikke gøre noget ved det.

Jeg tror, min ekskæreste romantiserede Kris Kristoffersen i A Star Is Born. I ham så han en tragisk helt med en uundgåelig skæbne. En excentrisk ener, der ikke ligger under for samfundets normer. Jeg tror, han så sig selv i den alkoholiserede musiker – men han så ikke, at han kunne vælge at gå en anden vej.

Kærlighed var ikke nok – ikke for de elskende A Star Is Born. Og det var det heller ikke for os.

Trailer: A Star Is Born (1976)