18Frames, årgang #4 – afgangsfilm

Sådan sagde politikeren og præsidentkandidaten Robert F. Kennedy med henvisning til 60’ernes ungdomsoprør mod den ældre generations normer.

Et mere nedtonet oprør finder sted i de tre afgangsfilm fra den fynske filmuddannelse 18Frames. De unge filmskabere genfortolker kendte genrer og udstiller forholdet mellem generationerne. Se filmene eksklusivt på Ekkos hjemmeside!

Allerede i deres midtvejsfilm fra 2019 viste årgangen en umiskendelig interesse for generationskløften, som de hver især nu bygger videre på.

Resultatet er tre meget forskellige tilgange.

Historierne udspiller sig som henholdsvis ungdomsfilm, krimi og familiedrama, og de puster nyt liv i klassiske fortællinger, som prydes med lige dele fabulerende og realistiske virkemidler.

Halbal

Sallys mor Eva åbner smilende en flaske vin, men forsikrer, at hun bare skal have et glas.

Imens brokker hun sig over vold og ustyrlig druk blandt nutidens unge, der går til halbal. I mellemtiden har sekstenårige Sally ikke blinket en eneste gang, men bare stirret bekymret på sin mor.

I næste scene er flere sjusser røget indenbords, og fulde Eva (Charlotte Fich) tvinger datteren (Clara Frederikke Rose Lundberg) op til dans.

Hun lægger slet ikke mærke til, at hun puster røg direkte ind i Sallys forskræmte ansigt. Morens alkoholisme afholder Sally fra at drikke. Lige indtil hun kommer til halbal, hvor hun gerne vil imponere Mathias.

Det er et fremragende valg at lade handlingen udspiller sig i 2007. Således fremhæver instruktør Sif Lina Lambæk, at drukkultur ikke er et nyt fænomen, selv om det ofte fremstilles sådan.

Året vækkes til live i en skøn sekvens, hvor dørene til halballet åbner. Grønne diskolys fylder idrætssalen, og de festglade unge mennesker løber ind i slowmotion.

Stemningen forstærkes yderligere af gutter klædt i farverige Björkvin-trøjer og unge kvinder med glattet hår og bøjleøreringe, der drikker Smirnoff Ice købt på tanken. På lydsporet buldrer sommerhittet Boten Anna.

Men filmens sande genistreg opstår, når Sally ser sig selv bogstaveligt forvandlet til sin mor.

Charlotte Fich er glimrende både som den fulde mor og datterens berusede alterego i scenen, der udfordrer spændingsfeltet mellem alkoholisme og dansk drukkultur, som ungdommen ofte får skylden for. 

Deroute

En kvinde kigger mærkeligt på Lisa, mens de begge er til yoga-time i det lokale fitnesscenter.

Özlem Saglanmak er fremragende som læreren Lisa. Hun er brun i en by, hvor alle er hvide, og derfor undgår hun den ubehagelige øjenkontakt. Men bagefter ser hun, at nogen har ridset ”klamme lebbe” i hendes bildør.

Mystikken udmønter sig i, at hun bliver afhørt af politiet sit nære forhold til den tidligere elev Rebecca (Andrea Heick Gadeberg). Det viser sig, at Rebecca har anmeldt hende for seksuelle overgreb.

Deroute udspiller sig som en heksejagt i et lille samfund, hvor landsbyboernes fordomme og selvtægt spiller en væsentlig rolle.

Man sympatiserer umiddelbart med Lisa, der nægter sig skyldig i overgreb. Paranoid ser hun på folk, som kigger ned i deres telefon. Hun fortæller sin kone, hvor beskidt hun føler sig, fordi hun godt ved, hvordan de udstiller hende offentligt på Facebook.

Fragmenterede minder blander sig med politiafhøringen og afslører, hvad der i virkeligheden skete mellem Lisa og Rebecca.

Instruktør Nadia Claudi har høje ambitioner med sin landsbykrimi, der leger med gængse forestillinger om retfærdighed, samtykke og repræsentation. Måske for høje til en kortfilm.

Med sin begrænsede spilletid mister filmen tiltrængte nuancer og samspil mellem personerne. Derfor kommer Deroute uforvarende til at puste liv i en ældgammel og skadelig myte om homoseksuelle, der misbruger børn. 

Det er så yndigt

Gravide Silvia løber på toilettet og kaster op lige før festlighederne i anledning af svigerforældrenes sølvbryllup.

Hun er spændt på at møde dem for første gang. Sammen med kæresten Christian vil hun benytte lejligheden til at fortælle det ældre par, at de skal være bedsteforældre.

Men når hun kommer ud af badeværelset, tror svigerforældrene, at Silvia er tjener. De irettesætter hende endda for ikke at bestille noget og beder om at få serveret champagne.

Det er en morsom scene, der samtidig lægger kimen til en ubehagelig konfrontation mellem Silvia (Fanny Louise Bernth) og den utilnærmelige svigerfamilie.

Christian er nervøs for at fortælle sin far og familiens dominerende patriark (Henrik Birch) om den lille ny. Han prøver at drikke sig mod til, men mister det igen, når han og søsteren ryger i smug og tages på fersk gerning. Som to små børn giver de begge Silvia skylden.

”Bilen blev aldrig ren nok,” siger Christian om farens yndlingsfortælling, hvor sønnen blev køresyg og brækkede sig.

Selv synes Christian ikke, at det er en sjov fortælling. Den minder ham om, at han ikke kan leve op til forældrenes tårnhøje forventninger.

Det er så yndigt er visuelt besnærende.

Kun personerne i forgrunden er i fokus, mens festsalen bliver sløret i baggrunden. Det gør samtalerne mere intime. De varme farvetoner signalerer en glædelig fejring, men står i skarp kontrast til den anspændte, kolde stemning, hvor alle taler forbi hinanden i frygt for at skuffe farmand.

Svend Colding – kendt for en række film på Ekko Shortlist – har præsteret en knivskarp og hårdtslående komedie om skeletterne i familieskabet. Det tegner mere end lovende for instruktøren.