Beasts of No Nation

Et billede af en børnesoldat med automatvåben slynget over en benet krop er noget af det mest uhyggelige og triste, man kan forestille sig.

Men ligesom hungersnød er det sjældent noget, der holder én vågen om natten. Afrikas kvababbelser er på tryg afstand.

Det ændrer Beasts of No Nation på. Den får børns oplevelse af krigens rædsler til at ramme som et krydsermissil – og så er det værsgo at tage stilling til et barn med machete, en joint i munden og et gevær over skulderen.

Beasts of No Nation kan ses på Netflix, som for store summer har købt distributionsrettighederne for at promovere streamingtjenesten. De præsenterer den som ”A Netlix Orginal Film”, selv om andre har produceret værket, der tydeligvis er tænkt til det store lærred.

Men også på tv-skærmen fremstår det barskt, brutalt og til tider modbydeligt. Og samtidig storslået og fascinerende, som en krigsfilm skal være.

Cary Joji Fukunaga arbejder med samme brutalitet som i sit mexicanske flygtningedrama Sin nombre, hvor en lille dreng gennemtæves inden for de første fem minutter. Ondskaben i Louisianas sump fra første sæson af True Detective er også konstant til stede. Instruktøren gemmer ikke den menneskelige dårskab væk i mørke, men udstiller den under en bagende sol i sine dystre fortællinger.

Beasts of No Nation starter dog trygt. Den glade dreng Agu (Abraham Attah) på omkring elleve år er kreativ og drillesyg. Han forsøger at sælge et fjernsyn uden skærm til byens voksne som ”imagination tv”.

Filmen er fortalt gennem Agus øjne, og hans fortællerstemme sætter modløse ord på de i starten muntre billeder. En fjern torden lyder, og det viser sig at være bomber. Mor og lillesøster når at flygte, mens Agu bliver tilbage med sin far og bror.

Hæren, som indtager byen, er udsendt af den korrupte regering, og snart er Agu adskilt fra alt, han kender.

I et grandiost billede af uskyldstabet forlader Agu den brændende by for at søge skjul i junglens vildnæs. Han er på vej til at blive et dræbende bæst, der ikke hører hjemme noget sted.

Beasts of No Nation er baseret på en roman af Uzodinma Iweala, der har taget titlen fra et album af nigerianske Fela Kuti. Indignationen og oprørstrangen er mærkbar, men filmen er ikke et politisk anråb til kamp. Den er snarere en subjektiv fortælling om én af de 300.000 børnesoldater, der findes på verdensplan.

I junglen møder Agu en hær af børn, der ledes af en mystisk kommandant (Idris Elba). For kommandanten er Genevekonventionen en by i Rusland, og han mener, at drengebørn er fantastiske soldater. De har øjne, der kan se, hænder, der kan kvæle, og fingre, der kan affyre skud.

Idris Elba er rædselsvækkende som faderfigur. Børnene lytter til ham, fordi han kan sikre dem hævn, men samtidig nyder han at få dem til at fantasere om at have sex, tage stoffer og slå ihjel.

Ghanesiske Abraham Attah er et spektakulært fund som Agu. Han leverer en skræmmende præstation som den lille dreng med store, imødekomne øjne, der gradvis bliver mindre og mindre menneskelige.

Beats of No Nation lader os aldrig glemme, at den skildrer børn, som ikke forstår, hvad krig er.

I første kampscene ser de fjollede ud med blade og kviste spændt på kroppen. De ligner nærmest stueplanter. Senere har en af dem en julemandsmaske på. Det er barnligt, absurd og trist.

Da Agu har begået sit første mord, lader Fukunaga efterfølgende et venskab til den tavse Strika (Emmanuel Nii Adom Quaye) blomstre op i krattet. Også et dræbende barn har brug for forståelse og øjenkontakt med en kammerat.

Fukunaga er eminent til at beskrive en rejse gennem ondskab. Opklaringsarbejdet i True Detective var fremragende fortalt, mens slutningen fremstod fad. Også Beats of No Nation mister en del af sin uafrystelige voldsomhed i sidste akt.

Men i sin helhed er det en vedkommende skildring af en barnesoldats liv gennem en vanvittig coming-of-age-ramme. Fukunaga har selv båret kameraet, der i kampscenerne danser mellem svært bevæbnede børn i en frenetisk krigsballet, som er klippet af danske Mikkel E.G. Nielsen. I en biograf ville deres arbejde for alvor være kommet til sin ret.