Riget – sæson 1 & 2

Riget buldrer afsted fra første afsnit. 

Spiritisten fru Drusse bluffer sig ind på Rigshospitalets neurokirurgiske afdeling og møder i elevatoren den rastløse, lille pige Mary, der engang blev dræbt på hospitalet. 

Den ærekære svenske overlæge Helmer ser sine kolleger som idiotiske danskjävlar, mens han forsøger at sno sig ud af en belastende, mislykket operation. Moesgaard, afdelingens godmodigt konfuse administrator, vil have sine ansatte til at komme hinanden mere ved med sin jovialt indholdsløse Operation Morgenluft. 

For da ikke at nævne de pimpende portører Bulder og Hansen, spøgelsesambulancen og logen med dens drabelige optagelsesritual, Mugges kurmageri med et afskåret hoved, reservelæge Krogshøjs alternative hospitalsadministration, lægen Judiths mystiske graviditet eller professor Bondos forfængelige længsel efter en sjælden kræftsvulst. 

Og så selvfølgelig opvaskerne med Downs syndrom, der kryptisk kommenterer handlingen som et græsk kor. 

De mange handlingsspor veksler så uterligt mellem fladpandet komik, begavet satire og gedigent gys, at man må le, da ophavsmanden under rulleteksterne toner frem på skærmen iført sit stiveste puds. Med sit mest uforskammede rævesmil forsikrer han om, at serien er ”startet lidt forsigtigt op, så alle skulle kunne være med”. 

Men ironisk nok kan alle faktisk være med. 

Riget var Lars von Triers velfortjente folkelige gennembrud, og 28 år efter, at første sæson løb over skærmene, står den stadig som et højdepunkt – ikke bare i dansk tv-historie, men også i hans karriere. 

Den forener stemninger og billeder fra Stanley Kubrick og Andrej Tarkovskij og filmkunstens højhelligste med folkekomiske optrin så fjollede, at man skiftevis slår sig på lårene og himler med øjnene. 

Riget luller seeren ind i sit eget besnærende, befængte univers, hvad enten man ser den for første eller femte gang.

Og den grundige restaurering, Zentropa har udsat den for, er intet mindre end en åbenbaring! 

Man har skruet en anelse ned for seriens kaffegrumsede look. Formatet er ændret til vidvinkel frem for 90’er-seriens gamle kasseform. Vigtigst af alt står de grynede billeder forbløffende skarpe og klare. 

Det virker næsten overvældende i en serie, der som en åbenlys forløber for Dogme-manifestet året efter ellers er kendt for sin kalkulerede grimhed. 

Eric Kress’ håndholdte kamera ryster, zoomer og springer rundt med en skælmsk og produktiv mangel på respekt for filmkunstens gode smag og ordentlighed. Serien dyrker dynamikken og tempoet og antydningens gustne kunst, der forvandler et gammelt blodspor, en smuldrende betonvæg eller et mørkt elevatorkabel til uforglemmelige skræmmebilleder. 

Særligt akkompagneret af Joachim Holbeks mørke mandekor og mystiske fløjtespil er og bliver det u-hyggeligt! 

Det er samtidig et mesterligt komisk ensemble, der er samlet i Riget, og som Lars von Trier sammen med medinstruktør Morten Arnfred spiller kosteligt ud mod hinanden. 

Man godtet sig over Kirsten Rolffes’ moderlige afklapsninger af Jens Okkings milde Bulder, af Holger Juul Hansens joviale paphoved Moesgaard og ikke mindst måden, Ernst-Hugo Järegård tromler dem alle med tør, indbildsk overlegenhed. 

Dem kommer vi til at savne i Riget Exodus. Og det samme gælder Baard Owe, Otto Brandenburg, Morten Rotne Leffers som opvasker og Erik Wedersøe som den vanvittige gestaltterapeut, Pigernes Ole. 

Men ved gensyn forekommer det også som en umulig opgave overhovedet at binde sløjfe på alle de forhalinger og forgreninger, spøgelseshistorien forvilder sig ud i. 

Riget II fik på puklen ved premieren for at skrue op for gakkeriet og intrigerne uden at binde sløjfe på handlingstrådene fra første sæson. 

Og nye karakterer introduceres da også uden at gøre helt samme indtryk som i den første sæson, når perspektivet bredes ud. Nu er det ikke længere kun Marys sjælefred, der skal sikres, men et helt hospital fuldt af fortabte ånder, der har brug for hjælp for at blive stedt til hvile. 

Optrinnene bliver mere outrerede, som Søren Pilmarks zombie-transformation som Krogshøj eller det makabre freakshow på fødegangen, hvor Udo Kier spiller både dæmonfar og den deforme mandebaby Lillebror. 

Men det er også i den eskalering, at man mærker Lars von Triers begejstring for det serielle format, for forhaling over forløsning. 

Han og medforfatter Niels Vørsel strammer skruen og øger spændingen for hvert afsnit, der altid ender med en cliffhanger, så publikum sidder klinet til skærmen i håbet om at få svar. 

Tog fru Drusse elevatoren lukt ned i Helvede? Klarede Bondo marvtransplantationen, og lykkedes det Krogshøj at rydde op blandt hospitalets svageste patienter? Hvad med ambulanceuheldet på Lyngbyvej, logens kamp mod ledelsen, Helmer og hans otte hængepartier i Borås? 

For første gang i 25 år står porten til Riget atter på vid gab. Det skal blive spændende at se, om den nogensinde kan lukkes til.