Værelse 2806: Anklagen

Stuepigen Nafissatou Diallo banker på døren til præsidentsuiten på et hotel i New York.

Ingen svarer, så hun går ind for at gøre rent. Ni minutter senere kommer hun ud igen. En mand har angrebet hende, fortæller hun sine kolleger.

Hun har mærker på halsen og knæene, strømpebukserne er revet itu. Politiet finder hendes spyt blandet med sæd på suitens gulvtæppe og på hendes bluse.

Men manden bag døren siger, at hun lyver. Han er direktøren for Den Internationale Valutafond (IMF), Dominique Strauss-Kahn, som står til at blive Frankrigs næste præsident. Hvad der skete i rummet, var ikke et overgreb, men en ”frivillig seksuel handling”, er hans forklaring.

Hvem tror vi på?

De fire afsnit af dokumentarserien Værelse 2806: Anklagen er en spand iskold virkelighed fra tiden før #MeToo. Mange husker sikkert skandalen fra 2011 som første skvulp i flodbølgen af krænkelsessager, der fældede magtfulde mænd.

Men tag ikke fejl, det var en anden tid dengang. Og tak til serieskaber Jalil Lespert for at minde os om det.

Det gør fysisk ondt at høre anklager om sexchikane blive affejet som affærer. Bemærkningen ”du ved, han er jo fransk” siger alt om, hvad stuepigen var oppe imod.

Ved hjælp af arkivbilleder og grundige interviews opridser Jalil Lespert magtforholdet mellem de eneste to mennesker, der ved, hvad der skete i de ni minutter på værelse 2806.

Hun er immigrant fra Guinea, enlig mor og bor i den lurvede ende af bydelen Bronx. Hun har ikke gået i skole og taler kun en smule engelsk, men ser sit job som opfyldelsen af den amerikanske drøm.

Han er en visionær økonom og toppolitiker, det franske socialistpartis håb og præsident Nicolas Sarkozys farligste rival ved det snarlige valg. Som overhoved i IMF regerer han som klodens økonomiske zar, og navnlig i Grækenland kigger man i hans retning efter frelse midt i finanskrisen.

Han er også en mand, der mere end af magt er ”drevet af nydelse”, som journalisten Raphaëlle Bacqué udtrykker det.

Portrættet af Strauss-Kahns skjulte liv med elskerinder, bordeller og sexklubber bindes sammen af en minutiøs, nervepirrende oprulning af, hvad der skete i dagene før og efter besøget på værelset.

Nafissatou Diallos skræmte kropssprog på de grynede billeder fra hotellets sikkerhedskameraer er ikke let at ryste af sig. Det samme gælder Lesperts interview med hende.

”Magtfulde mennesker kan slippe afsted med alt,” konstaterer hun tørt.

Flere kvinder står frem med anklager mod Dominique Strauss-Kahn. Alligevel kommer sagen mere til at handle om Diallos karakter end om hans, både i pressen og hos myndighederne. Hun bliver kaldt løgner, plattenslager, endda prostitueret. En lokkedue i en sindrig konspiration orkestreret af Sarkozy for at få sin rival ned med nakken.

Hendes navn trækkes så grundigt gennem sølet, at anklagemyndigheden til sidst dropper at føre sagen.

Serien lader alle komme til orde, også konspirationsteoretikerne. Og her kommer den farligt tæt på at gentage pressens synder for ti år siden. For sagens hårde beviser peger kun i én retning: Diallo blev offer for hele tre overgreb. Et i hotelværelset, et i det svigtende retssystem og et foran en nådesløs folkedomstol.

Netflix kuraterer en god bunke true crime, som driver rovdrift på virkelighedens slibrige sager uden at bidrage med nye informationer eller betragtninger. Det nye i serien Værelse 2806: Anklagen er ikke en rygende pistol, men vores eget ændrede blik på sager som Diallos.

I det klare lys efter #MeToo er skandalen kun vokset.

Jalil Lespert minder os om, at nogle stadig insisterer på giftig uvidenhed. Partifællen og den tidligere minister Jack Lang forsvarer i dag Strauss-Kahn med ordene: ”Måske er han draget af romantik. Og hvad så? Må præsidenten ikke være en sensuel mand?”