Efterårets bedste filmperler
Efter alt for lang ventetid på grund af sidste års corona-nedlukning er Cph Pix endelig snart tilbage.
Den danske filmfestival løber af stablen i København og Aarhus fra 10. til 14. november, og i dag har folkene bag annonceret programmet.
Her er Danmarks-premiere på en række stærke film, som vi anmelder og omtaler i det nye magasin. Blandt andet kan publikum – længe før den egentlige biografpremiere 6. januar – se Tea Lindeburgs prisvindende debutfilm Du som er i himlen.
Vi anmelder filmen i Ekko #89, hvor vi også tegner et portræt af Tea Lindeburg, der har været anmelder på tv-programmet DR2 Premiere, men nu for alvor slår igennem i filmbranchen.
Af danske film kan også nævnes Max Kestners originale musical Little Galaxies. I det nye Ekko giver instruktøren et interview til en hollandsk kulturkritiker, som får fortalt, at den danske filmbranche er underlagt papirfascisme!
Der er også premiere på Ekko Shortlist Awards-vinderen Jonas Kærup Hjorts spillefilmdebut Den næstsidste samt en række andre debutfilm af danske talenter.
Cph Pix var til at starte med en stor og ambitiøs festival med omkring 150 film over ti dage. På grund af økonomiske udfordringer er festivalen de seneste år – under navnet Cph Pix Weekend – blevet afholdt i en skrabet version med en dansk profil og omtrent 40 spillefilm samt en række kortfilm fra uddannelserne Super16 og Super8.
Det gælder også i år med den nye direktør Birgitte Fredsby, der afløser Tine Fischer, som er blevet rektor på Den Danske Filmskole.
Gys og porno
Åbningsfilmen på årets Cph Pix er norske Joachim Triers faste manuskriptmakker Eskil Vogts gyser De uskyldige, der får fem store stjerner i det nye magasin.
På festivalen kan man se flere internationale filmperler, der har begejstret anmelderne i årets løb.
Sean Baker (The Florida Project) stod med Red Rocket – om en falleret pornoskuespiller, der hustler sig gennem tilværelsen – bag en af de mest underholdende film på årets Cannes-festival.
Den kan opleves på Cph Pix ligesom de ligeledes kritikerroste Cannes-film Bergman Island og Lingui.
Førstnævnte foregår på Ingmar Bergmans hjemø og handler om et filmskaber-par, som oplever, at virkelighed og fantasi smelter sammen. Filmens franske instruktør Mia Hansen-Løve, der har danske aner, besøger festivalen og fortæller om sin karriere.
Lingui er et afrikansk drama, som af Ekkos chefredaktør på Cannes-festivalen blev kaldt et godt bud på en Guldpalme-vinder. Mahamat-Saleh Harouns stille film er hårdtslående i skildringen af en femtenårig pige og hendes mor, der kæmper for at håndtere datterens graviditet.
Endelig kan man på Cph Pix også se årets vinder af Guldbjørnen i Berlin. Ekkos udsendte gav fem stjerner og kaldte rumænske Radu Judes satiriske Bad Luck Banging or Loony Porn en provokerende fuckfinger med historien om delingen af en skolelærers private sex-video.
Trailer: Du som er i himlen
Ekko #89
Bodil Jørgensen fortæller om Lars von Trier og Riget i det nye nummer af Ekko.
Få en filmgave, når du tegner abonnement.
Køb magasinet i kiosker eller få det tilsendt.
Abonnenter kan også læse magasinet digitalt.
Kommentarer