Netflix-skat i Danmark?

Amerikanske streamingtjenester vælter ind over det europæiske internets grænser og suger milliarder op af EU-borgernes lommer. I Danmark omsætter alene Netflix for omkring 1,3 milliarder kroner årligt.

EU har gjort en skat mulig, og den breder sig ud over Europa. Men hvornår får vi den i Danmark, og nytter det noget?

I Danmark har medieforliget fra juni 2018 en formulering om en skat på to procent på streamingtjenester og – som det hedder – ”den nærmere udmøntning af ordningen aftales i efteråret 2018 mellem parterne bag medieaftalen”.

Siden er der intet sket.

Imens er andre europæiske lande i fuld gang med at afprøve og opkræve skat og forpligtelser på amerikanske streamingtjenester.

Netflix-skatten, som den kaldes, har til formål, at de amerikanske streamingtjenester på europæisk grund skal agere på lige vilkår med de lokale aktører, der i de enkelte europæiske lande er underlagt forskellige beskatninger og investeringskrav.

Regulatorerne i de enkelte europæiske lande er dog ikke særligt klare i mælet om, hvad man mener med ”lige vilkår”.

Men EU har sat rammerne op under Audiovisual Media Services Directive, der blev revideret i 2018, så det åbnede for muligheden for, at medlemslandene kan ”pålægge udenlandske vod-tjenester, der målretter et indenlandsk publikum, finansielle forpligtelser”.

Disse forpligtelser kan være krav om investering i lokale produktioner eller en regulær afgift.

De forskellige europæiske lande har historisk set haft ganske forskellige opfattelser af, hvordan kulturpolitik skulle forvaltes rent økonomisk, og man se ganske forskelligartede kulturpolitiske værktøjskasser fra land til land i EU.

Vi må forvente, at der er fokus på disse muligheder, når det danske medieforlig skal genåbnes. Det er i hvert fald et stort håb i branchen, hvor man kan frygte fokus igen bliver, om DR skal spare de sidste 250 millioner kroner.

For Netflix-skatten er fristende at prøve af som et bidrag til dansk tv- og filmproduktion. Men hvilken model passer til lille Danmark, når vores politikere kommer i gang?

Når man studerer europæiske landes implementering af Netflix-skatten, er det tankevækkende, hvor forskellige modeller man har valgt.

Tyskland
Tyskerne opkræver afgifter fra biografer, tv-stationer og fysisk distribution af dvd/Blu-ray fra German Federal Film Board (FFA), der til gengæld støtter tysk filmproduktion.

FFA har fra 2014 til 2019 oplevet nedgang i indtægterne, og da det blev muligt at opkræve afgift fra streamingtjenester, indførte man det i 2018.

I Tyskland motiveres politikerne også af, at disse afgifter på amerikanske streamingtjenester kan fjerne noget af presset på de afgifter, som de tyske medievirksomheder selv betaler og især dæmpe presset på behovet for statsstøtte til medieindustrien.

Tyskerne opkræver mellem 1,8 procent og 2,5 procent af streamingtjenestens årlige omsætning i landet. 1,8 procent, hvis den fremmede vod-tjeneste omsætter for under tyve millioner euro i Tyskland om året, og 2,5 procent, hvis det er over tyve millioner.

Skatten skaffede i 2018 7,3 millioner euro til FFA, hvilket er nok til to en halv tysk spillefilm. Ikke meget måske, men da amerikanske streamingtjenester æder fortsat større markedsandele sammen med nu også Disney+, forventer man, at bidraget vil stige markant frem til 2026.

Frankrig
Franskmændene har beskyttet deres tv- og filmbranche ihærdigt siden efter Første Verdenskrig – især mod kulturel påvirkning fra USA.

Siden 2018 har Netflix været den dominerende streamingplatform i Frankrig, hvor befolkningen, efter den kulturpolitiske opfattelse i landet, nu ser alt for meget amerikansk indhold.

Samtidig går man i fransk kulturpolitik meget op i, at fransk film klarer sig godt internationalt.

Centre National du Cinéma opkræver afgifter fra franske biografer, tv-stationer og videodistributører – og siden starten af 2018 også fra streamingtjenester.

Netflix-skatten er sat til to procent og, hvis indholdet er pornografisk eller voldeligt, ti procent. Det indbragte i 2018 omkring ti millioner euro til den franske filmfond fra fremmede tjenester. Pengene går direkte til at producere fransk tv og film.

Beløbet er endnu ikke ret meget, faktisk kun 1,5 procent af de afgifter, der opkræves internt i landet.

Derfor har franskmændene nu også indført Europas mest radikale krav til fremmede tjenester om at investere 25 procent af deres omsætning i fransk film og tv. For tiden har Netflix gang i tyve større franske tv-serier og film. Netflix skal nok klare kravene, selv om det sker under protester.

Det bliver interessant at se, hvordan Disney+, Apple og Amazon vil håndtere det franske krav.

Italien
Italien har ikke helt den samme type fonde og afgiftsopkrævende organisationer som Tyskland og Frankrig.

Derimod har den italienske tv-industri siden 70’erne været den primære bidragyder til italiensk filmproduktion, der fylder virkelig meget på italiensk tv.

Italienerne har valgt i højere grad at byde de frembrusende amerikanske streaminggiganter op til dans. Italien har ingen decideret Netflix-skat, men startede i januar 2019 med en fast investeringsforpligtelse. Året efter reformerede man ordningen, så udenlandske streamingtjenester nu skal investere op til tyve procent af deres årlige omsætning i landet.

Halvdelen af investeringen skal være rene, originale italienske produktioner fra mindre og uafhængige producenter.

Ordningen har en interessant krølle. Investeringsforpligtelsen bliver mindre, hvis den udenlandske streamingtjeneste åbner et kontor i Italien for aktivt at involvere sig i landets tv- og film produktion. Så kan man slippe med en forpligtelse på kun 12,5 procent af årsomsætningen. Netflix har annonceret, at de åbner et kontor i Rom.

Belgien
Hvor Tyskland, Frankrig og Italien er drevet af et ønske om at bevare en sund, lokal tv- og filmindustri, der både kan få midler fra udenlandske streaminggiganter og bruge disse til at opretholde en international eksponering af nationale produktioner, har belgierne en mere pragmatisk tilgang.

I Belgien har man som andre steder traditionelt beskattet distributører og sendt pengene til lokale filmfonde. Afgiftssystemerne minder om de danske. Der er også i Belgien indført en Netflix-skat på to procent af en udenlandsk streamingtjenestes omsætning.

Men her har man gjort det valgfrit, om der betales kontant til den lokale filmfond, eller om man investerer et tilsvarende beløb i lokal tv- og filmproduktion og med en forpligtelse til en fremtrædende placering på streamingtjenesten i tolv måneder.

Denne Netflix-skattemodel anses af produktionsmiljøet i Belgien som lovende, om end den det første år kun indbragte én million euro. Der udføres p.t. meget lobbyarbejde for at tvinge en tilsvarende model igennem på videodelingsplatforme som YouTube.

Kokset medieforlig
I de her omtalte europæiske lande evaluerer man nu løbende på de foreløbige erfaringer med en Netflix-skat.

I Tyskland har Netflix kæmpet mod afgifter og investeringskrav i flere retssager, men tabt dem alle. Jeg tænker Netflix opgiver retssager i andre europæiske lande og hellere bruger ressourcer på at sende lobbyister rundt i EU-landene.

Når vi kalder det for en Netflix-skat, skyldes det, at Netflix er stort set den eneste amerikanske streamingtjeneste med en volumen, der gør, at skat og forpligtelser træder i kraft. Skatten vil dog også ramme Disney+, AppleTV+, Amazon Prime Video og alle de andre, der snart kommer i hele Europa.

Den foreløbigt mest markante tilbagemelding har været, at de udbredte cirka to procent i skat er for lidt og ikke batter i den store sammenhæng.

Investeringsforpligtelserne ser ud til at virke, men det er stadig for tidligt at sige, hvilken model der virker bedst. Og da et firma som Netflix alligevel er afhængig af at producere i lande med talent, er det uvist, om det overhovedet er nødvendigt at presse dem med krav.

Skeptikere har givet udtryk for, at de seneste års fremkost af store amerikanske streamingtjenester giver en udfordring så mægtig for europæisk kultur- og medieindustri, at de nuværende tiltag langt fra kan løse det.

Men beskatningen af amerikanske streamingtjenester og nationale investeringskrav er i fuld gang i flere europæiske lande. Derfor er det også beskæmmende, at det verserende koks om det danske medieforlig har stækket disse muligheder i Danmark.

Mediepolitisk har vi i Danmark brugt alt for meget energi på lukningen af en god radiostation – Radio24syv – og en uklog nedskæring af vores største public service-organisation.

Hvis vi skal have en Netflix-skat, er det bare med at komme i gang!