Det digitale indblik

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

22. jan. 2020 | 08:11

Godt og skidt regnskab fra Netflix

Foto | Wilson Webb
Nicole (Scarlett Johansson) og Charlie (Adam Driver) mindes de gode stunder i Netflix-filmen Marriage Story, hvor det ellers er parrets skilsmisse, som er i centrum.

Netflix har i fjerde kvartal af 2019 for første gang fået nye store konkurrenter – især i form af AppleTV+ og Disney+. Det er markante nye streamingtjenester, hvor især prisen på 5,95 dollars per måned for Disney+ var overraskende billigt.

Derfor har regnskabet for Netflix været ventet med uhyre stor spænding. Hvordan vil det påvirke kundetallet, og hvordan vil det påvirke aktieværdien?

Fjerde kvartal er normalt også perioden med den bedste sæson for nye store titler, og i år har vi set de nu Oscar-nominerede The Irishman, The Two Popes og Marriage Story samt nye sæsoner af serier som den populære The Crown.

Netflix og deres aktionærer kan delvist ånde lettet op. Firmaet har i fjerde kvartal haft større vækst end estimeret. Væksten har dog primært været på det internationale marked, der har overgået alle forventninger. På det amerikanske hjemmemarked har Netflix fået færre nye kunder end estimeret, og det kan meget vel være på grund af Disney+.

Netflix fik i fjerde kvartal af 2019 sammenlagt 8,76 millioner nye abonnenter og har nu 167 millioner abonnenter globalt. Det er tyve procent flere end sidste år ved samme tid. Siden sidste år har Netflix også øget omsætningen med 31 procent og omsætter nu for tyve milliarder dollars om året.

Netflix havde estimeret syv millioner nye internationale kunder, så verden uden for USA har en stærkt voksende interesse for Netflix, der nu har mere end 100 millioner abonnenter på det internationale marked uden for USA.

Netflix havde selv forventet 600.000 nye kunder på hjemmemarkedet USA, men fik kun 420.000. Det kan aktieanalytikerne ikke lide, så aktien faldt med et par procent, selv om også indtjeningen var pænt over forventningerne.

Hvad betyder det så for det globale streamingmarked og Netflix? Det er først og fremmest et udtryk for, at streamingkrigen er i gang, og presset fra Disney+ kan mærkes.

Netflix fremhæver selv, at deres kunder bruger mere og mere tid på indhold fra Netflix, og at de står godt rustet til at udnytte deres markante forspring.

Men det største problem for Netflix i fremtiden er, at deres nærmeste konkurrenter har mange flere penge at gøre godt med. Konkurrenterne har også mange flere andre aktiviteter end streaming.

Når man ser på, hvordan de såkaldte FAANG-aktier har klaret sig det seneste års tid, har Netflix klaret sig dårligst. FAANG er techgiganterne Facebook, Apple, Amazon, Netflix og Google, og i dette fine selskab, hvor Netflix stadig mest opfattes som et tech-firma, er Netflix-aktien faldet 2,5 procent.

Det har fået aktieanalytikere til at rynke på panden og udtrykke voksende skepsis over Netflix. Det skyldes ikke mindst konkurrencen fra mediegiganter som Disney, Apple, Comcast og AT&T. Comcast er en slags USA’s YouSee, og de ejer NBCUniversal, der til april kommer med deres egen streamingtjeneste ved navn Peacock.

AT&T ejer WarnerMedia og HBO, der bliver til streamingtjenesten HBO Max senere på året.

Peacock har et stærkt trumfkort på streamingmarkedet: gratis streaming med reklamer. Streamingtjenester med reklamefinansierede gratis udgaver kan blive en hård konkurrent for betalingstjenester som Netflix, og en del spekulationer om, at Netflix kunne overveje noget lignende, er dukket op.

Aktieanalytikere kan ikke lukke øjnene for det faktum, at Netflix-aktien igennem 2010’erne er steget med svimlende 4.000 procent. Selskabet har været igennem en fascinerende metamorfose fra tech-firma til et filmselskab, der i 2020 fører Oscar-opløbet med 24 nomineringer.

Netflix offentliggør i deres aktionærrapport igen nogle udvalgte seertal for deres film og tv-serier. Tjenesten har samtidig ændret måden, hvorpå seertal måles. Indtil videre har kriteriet været, at man skulle se 70 procent af en film eller første afsnit af en tv-serie, men det mener Netflix ikke er retvisende.

I stedet måler man nu på, hvor mange der har set mindst to minutter af en film eller første afsnit af en tv-serie, og det giver ikke overraskende højere tal. Målemetoden forekommer useriøs, men det er samme metode, der anvendes på YouTube og BBC’s iPlayer.

Med disse målingerne skryder Netflix med, at The Witcher har haft 76 millioner ”klik” og dermed den største første sæson af en Netflix-serie nogensinde. Sæson 3 af The Crown havde 73 millioner seere, og det nedsablede Michael Bay-spektakel 6 Underground fremhæves med hele 83 millioner seere, mens der ikke opgives tal for film som The Irishman, The Two Popes og Marriage Story.

Oscar-nomineringerne til de tre sidstnævnte betyder meget for Netflix’ bestræbelse på at tiltrække talenter blandt instruktører, producere, manuskriptforfattere og skuespillere. Talenterne er vigtige for hele tiden at kunne levere nye titler til det internationale publikum.

Netflix har offentliggjort en sammenligning med konkurrenternes prestigeserier i form af Google-søgningstrends for premiereperioden. Dog anvendte Netflix hele kloden som søgning, hvorfor The Witcher stod langt bedre end Disneys The Mandalorian.

Hvis man indskrænker målingen til USA, vinder Netflix dog stadigvæk konkurrencen om at have den mest søgte titel. Prestigeserierne fra Amazon og Apple – Jack Ryan og The Morning Show – står svagt til sammenligning, som min graf herunder viser.

Kommentarer

Claus Bülow Christensen

 

Analytikeren Claus Bülow Christensen ser på filmverdenen med udgangspunkt i sin indgående viden og begejstring for den voldsomme teknologiske udvikling, der præger både tv- og filmverdenen.

Han har arbejdet i over 30 år med digital teknologianvendelse i den kreative industri: TV 2, Metronome og TDC samt ti år som selvstændig konsulent, hvor han har fungeret som rådgiver for både teleselskaber, filmselskaber, tv-stationer, medieinstitutioner m.m.

Har gennem 90’erne produceret en række tv-programmer om virtual reality og computeranimationens spæde start i filmverdenen, skrevet en bog om emnet og talrige artikler til diverse fagblade.

Claus Bülow Christensen er en ofte citeret ekspert om den digitale medieudvikling, en flittig foredragsholder og står også bag den årlige Copenhagen Future TV Conference.

Han arbejder i dag som selvstændig konsulent med rådgivning for danske medieselskaber. I sin fritid har han siden 2008 arbejdet med en række danske skuespillere på forlaget Momo Lydbog.

© Filmmagasinet Ekko