Så tæt har jeg aldrig været på noget så grufuldt.
Ét er at følge ubådssagen i medierne, at læse om efterforskningen, gyse for hver nye udvikling og blive forarget over ethvert patetisk forsøg på at bortforklare det åbenbare.
Noget andet er at dykke med Nautilus ned i Køge Bugt. At se Peter Madsen lege med det rør, han brugte til at tynge Kim Walls krop ned. At mærke på egen krop, hvordan hans karisma kunne skjule en total mangel på empati.
Australske Emma Sullivans dokumentar viser med foruroligende klarhed, hvordan megalomani og psykopati ubemærket kan gå hånd i hånd.
Into the Deep er et portræt af en personlighedskult, der ikke kan undgå at sætte sig spor i tilskueren.
Hendes tilgang flugter med den, mange af os havde til sagen. Ubådens forsvinden, Peter Madsen der reddes på land og arresteres. Det unikke og foruroligende er, at vi følger forløbet gennem øjnene på de unge medhjælpere, der summede omkring den geniale opfinder.
Vi er med dem ude at sejle for at lede efter ubåden. Vi ser dem gå rundt og lede efter Kim Wall, der jo må være et sted på Refshaleøen, når nu Peter siger, han har sat hende i land.
Emma Sullivan havde allerede arbejdet på en portrætfilm om Peter Madsen i et års tid, da mordet fandt sted. Hun var som de andre blevet indfanget af hans karisma, humor, gåpåmod og intelligens – som en flue, der sidder i edderkoppens net.
Kort sagt, Sullivan var en del af personlighedskulten og er derfor også den eneste, der med bare en smule berettigelse kan skildre den.
Og det gør hun overbevisende. Ganske som i Max Kestners nu slemt forældede Amateurs in Space – som Ekko genanmeldte, mens det stadig var usikkert, hvad der var sket i ubåden – ser vi morderen på charmeoffensiv i tiden før udåden. Han morer sig med sine svejsesyslerier, sit storhedsvanvid og sine grove vittigheder, der i bagklogskabens lys er kuldegysende ubehagelige.
I en hårrejsende scene overrumpler han en af sine faste støtter ved at lege, at han vil foretage det hvide snit på hende. ”Så bare sid stille,” siger han mens han holder en jernsyl et par centimeter fra hendes øje. ”Så stikker jeg bare den her ind.”
Peter Madsen morer sig på bekostning af andre, uden at det tynder stort ud i kulten. Og jo mere, han slipper afsted med, desto mere dristig bliver han.
”Ombord på Nautilus begyndte det at gå op for mig, at alt er muligt. At selv den mest utænkelige drøm kan blive virkelighed,” lyder det fra manden, der så mordporno morgenen før, han udlevede sin bestialske fantasi.
Hvor har jeg bare ikke lyst til at beskæftige mig mere med Peter Madsen. Lad ham rådne op i spjældet, lad os tie ham ihjel og nægte ham den tilbedelse, han savner – som en junkie uden et fix.
Sådan vil mange have det: Hvorfor dog kradse op i det sår? Hvorfor skal en underholdningsgigant som Netflix tjene penge på andre menneskers ubærlige tragedie?
Svaret vil næppe stille alle tilfreds.
Emma Sullivans film sætter ikke monstret i centrum. Den handler snarere om de unge ildsjæle, der blev udnyttet og forrådt, og derfor rummer den en empati, der gør historien universel. Når en af de unge fyre har mørke tanker, kan man ikke undgå at føle med ham: ”Havde det ikke været for os, havde han aldrig haft en ubåd.”
Men vi blev alle ført bag lyset. Vi blev alle forført af de store drømme uden at ænse, hvor lidt den store drømmer ænsede os. Hvem vil ikke være del af noget sjovt og vildt – noget, der er større end én selv?
Ubådssagen har kun én gerningsmand, men mange ofre. Kim Walls liv og karriere fylder ikke meget i fortællingen, men intet i filmen står stærkere end hendes sidste sms til sin kæreste:
”I’m still alive, btw. But going down now. I love you.”
Into the Deep behandler et kollektivt traume. Nogle vil trænge til bunds i det, andre vil helst bare fortrænge. Men ingen har ret til at dømme andre for, hvad de vælger.
Kommentarer