Serieanmeldelse
19. feb. 2022 | 23:10

Natascha Kampusch – A Lifetime in Prison

Foto | Anders Löfstedt
Instruktør Nicole Nielsen Horanyi har sammen med scenografer bygget en kopi af det lillebitte rum, som Natascha Kampusch i otte et halvt år blev holdt fanget i.

Detaljeret rekonstruktion af Natascha Kampusch’ indespærring fremkalder kvalme, men efterspillets victim blaming er næsten lige så chokerende.

Af Kristian Ditlev Jensen

Der er mange måder at anskueliggøre Natascha Kampusch-sagen på. 

En af dem er at konkretisere detaljerne. Natascha blev ikke bare kidnappet som tiårig i Wien den 2. marts 1998 af en voldelig mand i en varevogn og derefter holdt fanget i de følgende otte et halvt år. Nej, det var faktisk i præcis 3096 dage – som også er titlen på hendes egen bog om mareridtet. 

Man bliver svimmel bare ved tanken, og når man prøver at forestille sig en så grusom skæbne, dag for dag i en lille lukket kælder, ja, så kan man faktisk slet ikke. 

I Viaplays dokumentariske miniserie i tre afsnit er dette også netop grebet langt hen ad vejen. Den danske instruktør Nicole Nielsen Horanyi (En fremmed flytter ind) har sat sig for at anskueliggøre forbrydelsen. Levendegøre den. Og det handler mest om at gøre det hele konkret. 

Man bruger flere teknikker. 

Der er de filmiske – med gamle og nye interviews, stillbilleder af skurkene i sagen, rekonstruktioner af begivenheder eller æstetiserede billeder af simple ting som for eksempel en arkitektlampe, der åbenbart skal symbolisere ”journalist”. 

Og så bruger man et andet greb, som er stærkt. For ved at lade seeren møde konkrete objekter, lammes man nærmest af virkelighed. 

Scenografer bygger en kopi af rummet på 3x4 meter, som Natascha Kampusch boede i, og de holder det i én grålig farve for at understrege det rekonstruerede, hvilket forstærker effekten. Når filmholdet lægger de konkrete kjoler og Barbie-dukkerne, som hun fik som belønninger, frem på et bord, får man næsten kvalme. 

Detaljerne har været fremme før, men man bliver mere chokeret, når Natascha Kampusch selv står i den rekonstruerede celle og fortæller, hvordan hun blev udsat for daglig vold. 

Slag, spark, kvælertag var dagligt kost. Og den eneste kost. I sin ”kostdagbog” har hun selv anført, hvad hun spiste dag for dag. Det er ikke sjældent, at der er fire tomme sider. Fordi den fjortenårige pige ikke spiste noget overhovedet i en lille uges tid. 

Det var ikke for ingenting, at hun vejede 42 kilo, da hun blev kidnappet, og kun seks kilo mere, da hun endelig stak af som attenårig. 

Serien betjener sig af en kendt arbejdsmetode. Det semiotiske anker, som den kaldes, er konkretiseringen af en større fortælling gennem én genstand. 

Se, her er gryden, jeg kunne varme dåsemad i, hvis han var væk i mange dage! Se, her er sengen, jeg sov i! Se, her er huset, han tvang mig til at gøre pinligt rent, når hans mor kom på besøg! Se, her er barbermaskinen, jeg klippede mig selv med, så der ikke blev efterladt lange hår med dna i huset. 

Natascha Kampusch har efter flugten i 2006 selv købt kidnapperen Wolfgang Priklopils hus i Strasshof an der Nordbahn. Priklopil begik selvmord, før politiet fandt frem til ham. I dag er det hende, der viser rundt og bestemmer, hvem der må se hvad. 

Det sidste er seriens egentlige ærinde, fornemmer man. 

Serien gennemgår forbrydelsen, opholdet i kælderen, morens kamp og smerte. Men allerede i andet afsnit bliver fokus sat på det, som Natascha Kampusch også blev udsat for – altså ud over voldelige seksualforbrydelser, vold og frihedsberøvelse i næsten lige så lang tid, som hun i forvejen havde levet. 

Hun bliver nemlig svigtet fatalt af myndighederne. En af politiets egne hundeførere skrev kort efter bortførelsen, at han mente, at Priklopil er pædofil, at han boede alene, og at huset på paranoid vis var elektronisk sikret. 

Advarselslamperne burde have lyst, men mistanken blev ignoreret af de overordnede hos politiet. 

I resten af andet og tredje afsnit udfoldes så den syndflod af chokerende anklager, udskamninger og embedssvigt, som hele familien Kampusch udsættes for. 

Natascha Kampusch, som i dag er 34 år, kalder det selv for victim blaming. Det er mildt sagt korrekt. I en sag med så overvældende evidens for helt enestående forbrydelser imod et barn, hører anklager a la ”hun ville nok selv” simpelthen ingen steder hjemme. 

Med serien ajourføres Natascha Kampusch-sagen, så den rammer den på nogle måder mere retfærdige tid, vi lever i nu. Og så viser den noget virkelig befriende. I sit seneste tv-interview i Østrig nægter hovedpersonen flere gange at udtale sig. 

Hun siger fra. Det kan man nemlig, når man femten år efter sin befrielse endelig er helt fri.

Kommentarer

Titel:
Natascha Kampusch – A Lifetime in Prison

Land:
Danmark

År:
2022

Instruktør:
Nicole Nielsen Horanyi

Medvirkende:
Natascha Kampusch

Spilletid:
Tre afsnit af cirka 50 minutter

Anmeldelse:
Tre afsnit

Premiere:
24. februar på Viaplay

© Filmmagasinet Ekko