Streaminganmeldelse
04. jan. 2022 | 13:51

Procession

Foto | Netflix
Gennem rekonstruktioner genoplever en række voksne mænd de overgreb, som katolske præster udsatte dem for, da de var børn og unge.

Ofre for pædofile katolske præster genopfører deres oplevelser i Netflix-dokumentar, som giver et enestående indblik i traumets natur.

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Man er lovligt undskyldt, hvis man lige synker en ekstra gang, før man kaster sig over Netflix-dokumentaren Procession.

Katolske præsters pædofile tilbøjeligheder er en skamplet på kirken, der flere gange før er blevet udrullet på film.

Tom McCarthys Oscar-succes Spotlight fokuserer på graverjournalisterne, der afdækkede kirkens systematiserede misbrugskultur. Og Amy Bergs forstemmende Deliver Us from Evil fra 2006 lader en pædofil præst selv komme til orde og fortælle sin side af historien.

Men i Procession hører vi fra ofrene.

Filmen indledes med optagelser fra et pressemøde i Kansas City i den amerikanske delstat Missouri. Seks grånende mænd står frem med deres advokat for at fortælle om det misbrug, der i barndommen slog deres liv ud af kurs.

Det er hård kost at se den overvægtige Tom knække sammen, mens han beskriver fem års overgreb. Og at høre magre Michael fortælle, hvordan han blev voldtaget tæt ved en swimmingpool. I årevis fik lugten af klorin ham til at kaste op.

Tallene er overvældende.

Mindst 230 pædofile præster har været aktive i området i årenes løb, forklarer mændenes advokat, Rebecca Randles.

Det er umuligt ikke at blive forarget, men det er ikke filmens projekt. Instruktør Robert Greene er en af tidens mest interessante amerikanske dokumentarister. Hans metode er at genopføre fortiden for bedre at kunne se den i øjnene – en metode, vi også kender fra amerikansk-danske Joshua Oppenheimers Oscar-nominerede The Act of Killing.

I samarbejde med en professionel dramaterapeut skriver ofrene i Procession hver en scene, der rekreerer et traumatisk øjeblik fra misbrugsforløbet. De indspiller scenen med sig selv i voksenrollerne – og en særdeles moden ung dreng i rollen som det sårbare barn, de alle var engang.

Tidligt ser vi en scene i en kirke, hvor Tom spiller en biskop, der rækker drengen et røgelseskar under en barnedåb. ”Det er kun særlige alterdrenge, der får den her,” siger han og aer drengens hånd.

Under gudstjenesten taber drengen karret og flygter. Hele kirken stirrer, og biskoppens øjne lyser giftiggrønt. Det er et febermareridt, som en af mændene har båret på hele livet. Først nu er han i stand til at se det udefra.

Denne måde at genfortolke traumer som kunst hører til Robert Greenes særlige proces, hvor det at lave kunst inddrages som en måde at udrede knortede traumer, der er for smertefulde til at se i øjnene uden filter.

I Kate Plays Christine (2016) følger han en skuespiller, mens hun forbereder sig til rollen som en autentisk nyhedsvært, der begik selvmord for åbent kamera.

I Bisbee ’17 (2018) genopfører en hel landsby en ulovlig udvisning af strejkende minearbejdere 100 år forinden. Bysbørnene har siden dengang retfærdiggjort hændelsen som en måde at beskytte byen mod blodtørstige anarkister.

Set med nutidens briller står det klart, at der var tale om en etnisk og social udrensning.

De små scener i Procession gør det på samme vis svært at holde fast i det selvbedrag, præsterne fremelskede hos deres ofre, og som kirken siden troligt har plejet.

Ved at se de børn, de engang var, og gennemleve de situationer, der traumatiserede dem, er mændene i stand til at få deres værste traumer på afstand.

Det er inspirerende stof, men nogle gange kan man også mistænke mændene for så inderligt at ville gennemleve fortællingen, at de også spiller skuespil i privaten.

Som den brøsige Mike Foreman, en kraftig gut, som har været vred hele livet uden rigtig at vide hvorfor. Minderne om misbruget havde han undertrykt, og da de kom tilbage, spændte kirken rutineret ben for hans bestræbelser på at holde voldtægtsmanden ansvarlig.

Men i løbet af filmen, der er blevet til over en treårig periode, gennemgår han en forbløffende katarsis. Og han er ikke den eneste. Flere af mændene fortæller, hvordan det at vende tilbage til de steder, hvor misbruget fandt sted, nærmest renser dem for de traumer, de oplevede der.

Om det er sandhed eller ønsketænkning, skal jeg ikke kunne sige. Terapi er gerne en langstrakt proces med få eureka-øjeblikke.

Men hvad enten de spiller skuespil for sig selv eller for kameraet, trækker det intet fra oplevelsen. Traumebearbejdelse er en kompleks proces.

Trailer: Procession

Kommentarer

Titel:
Procession

Land:
USA

År:
2021

Instruktør:
Robert Greene

Manuskript:
Chris Boeckmann

Medvirkende:
Dan Laurine, Tom Viviano, Ed Gavagan, Joe Eldred, Mike Foreman, Michael Sandridge

Spilletid:
118 minutter

Premiere:
19. november på Netflix

© Filmmagasinet Ekko